Selvbiografi?

.
Den som blinker er bange for døden - Knud Romer
Læst maj 2007

Endnu én af dem jeg har reserveret og ventet på i spænding… Mest pga. al hypen omkring bogen var jeg blevet nysgerrig. Dårlig omtale er bedre end ingen omtale, og i Knud Romers tilfælde er den dårlige omtale i hvert fald grund til at jeg ville læse bogen.

Kort fortalt er indbyggerne i Nykøbing Falster blevet harme over dén måde de er blevet fremstillet på i bogen. Det er løgn og latin fra ende til anden, siger de, og bogen er blevet lanceret til at være en selvbiografi. Men det er det faktisk ikke. Det er en roman, og dermed fiktion. Læs mere om "skandalen" her.

Så hvordan oplevede jeg bogen? Tja, det er en hel lettelse at vide, at den ikke er selvbiografisk, for bogen er så tragisk at det næsten ikke er til at holde ud. Den lille Knüdchen’s opvækst er præget af grov mobning og familiære tragedier. Det er så deprimerende at læse, at jeg nogle gange overvejede at lægge den til side, fordi jeg kunne mærke mit humør blev decideret dårligt af at læse den.

Men til ende kom jeg, og jeg nød Knud Romers sprog, som er en blanding af realistiske erindringer og et barns fantasier. Der skiftes hele tiden mellem erindringerne, og der er ingen kronologi, hvilket kan virke forvirrende i starten. Man skal holde tungen lige i munden; men så er det til gengæld også så meget mere levende at læse end hvis han havde fortalt historien fra a til z.

Det er kunst, og det er god litteratur, men det er ikke en bog jeg vil anbefale til alle og enhver. Som sagt kommer man ikke i særlig godt humør.