Gensyn med gammel veninde

.
Paula Spencer – Roddy Doyle
Læst maj 07

Gensyn med Paula, som jeg mødte for første gang i ”Kvinden der gik ind i døre”. Det er længe siden jeg har læst den, men alligevel kunne jeg med det samme genkende Paula i denne bog. Der er dog en stor forandring ved Paula – hun er tørlagt, hun drikker ikke mere. Vi følger hendes kamp mod flasken, og man forstår så godt hvor svært det må være. Men Paula er tough! Og jeg glædes med hende, da hun sætter sin nyindkøbte cd på, og danser til U2.

Jeg vil ikke afsløre hvordan det går med Paula, men jeg vil varmt anbefale jer at lære hende at kende!

Skøn hovedperson

.
Eleanor Rigby – Douglas Coupland
Læst maj 07

Måske var det fordi jeg befandt mig på mit barndoms bibliotek, Hobro Bibliotek, at jeg følte trang til lidt nostalgi. Det er noget tid siden jeg sidst har læst Douglas Coupland. Jeg blev så trist af at læse den ellers fremragende Hey Nostradamus! (som der i øvrigt er en FED side om her), at jeg ikke orkede ham i et godt stykke tid.

Men pludselig så jeg ham på hylden og lånte den helt med til København. Pludselig SKULLE jeg bare læse ham! Og hvor er jeg glad for det, for så lærte jeg Liz Dunn at kende. Et dejligt livsstykke! Læs anmeldelsen fra linket - jeg kunne ikke være mere enig. En skøn bog!

Bad Timing...

.
Det lyserøde rum – Céline Curiol
Påbegyndt maj 07

Hovedpersonen (jeg kalder hende Celine)… en ung fransk pige i Paris, der lever en meget selvdestruktiv tilværelse med promiskuitet og druk. Meget, meget deprimerende bog, som jeg straks lagde fra mig, for jeg blev simpelthen alt for trist af at læse den… Måske tager jeg den frem igen på et senere tidspunkt. Nogle gange passer humøret bare ikke til dén slags bøger...

(Senere... har nu læst den fremragende anmeldelse og har lyst til at læse den igen... Når Paul Auster er indblandet, og bogen var én som Kuff spontant valgte på hylden for mig, så SKAL den da læses til ende!)

Se Dagens Lys

.
Se dagens lys - Svend Åge Madsen
Læst maj 07

På Store Bededag (den såkaldte ’Rødbededag’), lukkede jeg tilfældigt op for fjernsynet og en dansk film var lige begyndt. Jeg ser en mand vågne op ved siden af en kvinde og hører replikken ”Nå er det os der skal være sammen i dag?” og bliver straks nysgerrig. Det altid hjælpsomme Tekst-tv kan oplyse, at det er en filmatisering af Svend Åge Madsens fremtidsroman ”Se dagens lys” fra 1980. Straks er jeg endnu mere nysgerrig, og jeg sætter mig straks til se hele filmen.

Jeg var så betaget, at jeg straks måtte læse den! Som altid er bogen jo anderledes end filmen, og det var fint, for så fik jeg en ny oplevelse af fortællingen. Der er fx nogle personer der er markant anderledes i bogen end i filmen; men overordnet er temaet det samme: Hvad er bedst? Tryghed og forudsigelighed, eller at der sker noget nyt hver eneste dag?

Bogen sætter virkelig nogle tanker i gang! Jeg er normalt ikke til science fiction, fremtidsromaner eller eventyr; og ville aldrig være faldet for SÅM’s bog, hvis ikke jeg havde set filmen (som for øvrigt indeholder en masse kendte, danske skuespillere).

Bonusinfo om Svend Åge Madsen: Han har skrevet en bog der hedder ”Syv Aldres Galskab”. Titlen stammer fra dengang han boede/var (?) i USA og blev kaldt Seven Ages Madnes fordi de ikke kunne udtale hans navn. [Kilde: M.]

Skandinavisk krimidronning?

.
Stenhuggeren – Camilla Läckberg
Læst maj 07

Aaaah ja! Når man ikke har penge til at smide 299,- hver gang én af yndlingsforfatterne har været ude med pennen, så må man pænt stille sig i kø på biblioteket og vente på at det bliver ens tur til at låne… Denne tredje bog om Patrik og Erica var bestemt værd at vente på!

Jeg mødte Erica første gang i Isprinsessen for et lille år siden. En ganske gedigen krimi, og godt skrevet af en debutant at være. Hvis ikke det var for personskildringen af Erica, tror jeg bare den var røget i glemslen som en femi-krimi der dog er bedre end Liza Marklund. Men fordi Ericka skildres så autentisk, så får man mere lyst til bare at lære hende at kende. Hun er en figur i en bog, men dog så menneskelig! Det er ikke noget jeg ved, overhovedet, men jeg ser så mange ligheder mellem forfatteren og karakteren, så der må bestemt være et selvbiografisk aspekt her.

Den næste bog i rækken var Prædikanten, som hjalp mig til at aflede mine tanker da jeg var indlagt. Så spændende, at selv en depressiv orkede at læse den! Der er gys, der er psykologi, der er historie – og så er der chicklit-delen som heldigvis ikke tager for meget plads. Meget bedre end etteren, og ih hvor jeg glædede mig til Stenhuggeren!

De fleste anmeldere var enige om, at hun nogen gange udpenslede stemningen for meget – der var en der skrev ”det bliver jo ikke mere uhyggeligt af at man skriver det”. Så jeg var lidt nervøs for, om den gæve Camilla var faldet lidt af på den? Det er hun bestemt ikke. Hun er ikke nogen digter, det handler ikke om at skrive smukt. Hun er en håndværker, og hun kan skrue et indviklet plot sammen og smide et spændende persongalleri ned i.

Forhåbentlig kan hun også slå Marklund af banen? Personligt mener jeg at hun gjorde det allerede med den første bog, men det er nok også kun et spørgsmål om tid før ingen ved hvem Liza Marklund er, og alle ved hvem Camilla Läckberg er!

De næste to bøger i serien hedder Olycksfåglen og Tyskungen, og jeg venter spændt på at de bliver oversat til dansk, for mit svenska är inta jättebra...

OBS: Foto: Camilla Läckberg

Sønderjydens debut

.
Ingen grund til overdramatisering - Erling Jepsen
Læst maj 2007

Så fik jeg læst Erling Jepsens debutroman, og kan så udnævne mig selv til den stolte læser af ALLE Jepsens skønlitterære udskejelser. Bogen er, som de andre, fyldt med sort humor, og jeg tog mig i at grine højt i bussen mens jeg læste den. Men det er så også dét. Hovedpersonen er så gennemsyret ubehagelig, at det næsten ikke er til at holde ud. Han er en snylter. På samfundet, og på andre mennesker - og han er selv så uvidende om hvor grimt han opfører sig, at man bliver helt bange for ham.

Til gengæld er der ingen tvivl om hvorfor han er blevet sådan... Når han indimellem flygter fra København til Sønderjylland (typisk pga bolig/pengemangel), oplever vi hans barndomshjem i Sønderjylland. Historien kan ses som et første forsøg på at skrive Kunsten at græde i kor, da den bærer mange elementer fra denne bog. Faderen, den usympatiske stakkel, som altid har ondt af sig selv, mælkemands-elementet, den "usynlige" mor...

I starten var jeg forvirret. VAR dette Allan? Men Allan i Med Venlig Deltagelse opfører sig jo ikke sådan... Det var problematisk at læse bogen, når man hele tiden skulle adskille den, og de andre bøger om Allan, for nogle gange går navne (fx Asger) og andre ting (fx at hovedpersonen forsøger at skrive dramatik) igen.

Bogen kan anbefales pga. den sorte humor, og hvis man aldrig har læst Erling Jepsen er det et godt sted at starte. Og i denne tid får nok flere lyst til at stifte bekendtskab med Erling Jepsens forfatterskab, pga den massive omtale som filmen Kunsten at græde i kor har fået.

Jeg har set filmen, og det ER en god film. Dog, som altid når man har læst bogen først, er der ting man savner, og når man kender handlingen er overraskelsesmomentet ikke til stede. Dét der gjorde mest indtryk på mig i filmen, var Sanne. Jeg husker ikke, at Sanne gjorde så stort indtryk på mig i bogen, men i filmen var det virkeligt hende der formåede at trykke på mine følelsesmæssige knapper. Alle skuespillerne er uovertrufne, og den sønderjyske dialekt fungerer rigtig godt. Det er en god film, men bogen er - som altid - bedre.

Jeg har skrevet mere om Erling Jepsen her

Second chance...

.
Tornerose sov i hundrede år - Gunnar Staalesen
Læst maj 2007

Hvorfor læser jeg nu Staalesen igen, når jeg har besluttet mig for, at han irriterer mig? Well… Jeg havde reserveret bogen for længe siden, og nu var den der jo, og så syntes jeg han skulle have en chance mere.

Jeg læste hele bogen (med pauser, hvor jeg ind imellem læste Skyggelandet og Knud Romer); og blev gudskelov belønnet med en ret god og overraskende slutning. Men ikke desto mindre irriterede detektiven mig stadig, og jeg tror nu det er sidste gang jeg har åbnet en Varg Veum-krimi – men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig…

Spændende japansk gyser

.
Skyggelandet - Taichi Yamada
Læst maj 2007

Uh! Som at læse Haruki Murakami!
En fin lille bog med hvad man tror er magisk realisme, men som ender ud i en decideret spøgelseshistorie. "Stemningsfyldt og gribende litterær gyser" er den blevet kaldt, og bedre kan jeg ikke sige det.

Japanerne kan dét der med gys på film, og i bogen kan de også fremkalde en meget realistisk uhygge. Som det bliver beskrevet, meget subtilt, kommer angsten snigende ind på én og bare en enkelt sætning er nok til at få det til at krybe ned af ryggen. Fx denne passage, hvor hovedpersonen er på besøg hos et ungt par, der på en prik ligner hans afdøde forældre, som de så ud den dag de blev dræbt i en tragisk trafikulykke da han var blot 12 år gammel:

(Skyggelandet, side 63)

”For øvrigt…” udbrød jeg. Jeg var nødt til at spørge. ”Jeg har et lidt underligt spørgsmål.”
”Hvad er det?”
”Jeg kender ikke jeres efternavn. Der er ikke noget dørskilt.”
”Hvad siger du? Du ved da godt, at det er Harada.” Hun sagde det som den naturligste ting i verden og begyndte at le.
”Du kan vist ikke tåle varmen. Hvad er det for et barn, der spørger sin egen mor om hendes efternavn?”

Det går pludselig op for hovedpersonen, at de ikke blot ligner, men faktisk ER hans afdøde forældre – og mystikken breder sig!

En virkelig god bog, hvis man som jeg er fascineret af Japan & Gys.

OBS: Jeg kunne ikke finde forsidebilledet fra den danske udgave, men denne spanske ligner meget.

Selvbiografi?

.
Den som blinker er bange for døden - Knud Romer
Læst maj 2007

Endnu én af dem jeg har reserveret og ventet på i spænding… Mest pga. al hypen omkring bogen var jeg blevet nysgerrig. Dårlig omtale er bedre end ingen omtale, og i Knud Romers tilfælde er den dårlige omtale i hvert fald grund til at jeg ville læse bogen.

Kort fortalt er indbyggerne i Nykøbing Falster blevet harme over dén måde de er blevet fremstillet på i bogen. Det er løgn og latin fra ende til anden, siger de, og bogen er blevet lanceret til at være en selvbiografi. Men det er det faktisk ikke. Det er en roman, og dermed fiktion. Læs mere om "skandalen" her.

Så hvordan oplevede jeg bogen? Tja, det er en hel lettelse at vide, at den ikke er selvbiografisk, for bogen er så tragisk at det næsten ikke er til at holde ud. Den lille Knüdchen’s opvækst er præget af grov mobning og familiære tragedier. Det er så deprimerende at læse, at jeg nogle gange overvejede at lægge den til side, fordi jeg kunne mærke mit humør blev decideret dårligt af at læse den.

Men til ende kom jeg, og jeg nød Knud Romers sprog, som er en blanding af realistiske erindringer og et barns fantasier. Der skiftes hele tiden mellem erindringerne, og der er ingen kronologi, hvilket kan virke forvirrende i starten. Man skal holde tungen lige i munden; men så er det til gengæld også så meget mere levende at læse end hvis han havde fortalt historien fra a til z.

Det er kunst, og det er god litteratur, men det er ikke en bog jeg vil anbefale til alle og enhver. Som sagt kommer man ikke i særlig godt humør.