Voldsomme mord

.
Den Sorte Linje - Jean-Christophe Grangé
Læst april 07

Knap 600 sider med vold, blod, makabre måder at myrde på, og psykologisk skildring af en syg, syg seriemorder...! Kan det blive bedre? Det er første gang jeg har læst noget af forfatteren, som mest er kendt for sine Blodrøde Floder, der er blevet filmatiserede med den kendte, franske skuespiller Jean Reno i hovedrollen; men det er bestemt ikke sidste gang.

Til trods for, at Grangé bruger mange fremmedord, som endnu ikke findes i mit sparsomme vokabular, så nød jeg denne rejse til Asien, og ikke mindst rejsen i den syge hjerne hos en kvindehadsk seriemorder. Måderne han myrder sine ofre på, er så tilpas tekniske og langt ude, at man spekulerer på, om forfatteren overhovedet burde gå løs! Nogle gange bliver romanen lidt for tænkt, lidt for urealistisk, men det er okay. Hvis den var 100% realistisk ville den være så skræmmende, at den ikke var til at læse.

Slutningen er så hæsblæsende, at jeg faktisk brugte 4 timer af en nat, hvor jeg burde få min skønhedssøvn, til at læse den færdig. Da jeg læste den sidste side kørte adrenalinet så hårdt i min krop, at jeg straks måtte starte på en ny bog. Ellers var jeg bange for at få voldsomme mareridt. Jeg tror ikke jeg har været så skræmt af en bog siden jeg læste Stephen Kings "Regulatorerne" for 4-5 år siden.

Bestemt værd at læse - men kun for de hårdføre!

Københavnerlitteratur

.
Her står du - Peder Frederik Jensen
Læst 24-25. april 07

De fleste bøger jeg læser, er bøger som jeg har fundet anbefalinger på Nettet, i aviser eller fra venner, og som jeg så har reserveret på biblioteket. Det er sjældent jeg "græsser" (som det hedder på biblioteksfagsprog) på hylderne, men mit lokale bibliotek har en fin udstillingsreol, som jeg altid lige lurer på, på vej hen til hylden efter mine bestilte bøger.

Således fangede mine øjne denne lille bog, og jeg blev straks grebet af både titlen og coveret. Uden at vide noget som helst om den, gik jeg i gang og efter to dage i "selskab" med hovedpersonen Adam blev jeg forelsket. Denne unge mand, som bare driver rundt i København og på må og få... Han lider af lidt paranoid angst, men det er sådan set ikke dét der er det dominerende i romanen. Men hvad er så? Livet, I guess... Når man har rundet de 30 år, og ikke prioriterer villa, vovhund og volvo, og dermed ikke passer ind i de rammer som samfundet har lagt for de som er "voksne". Det er dét der gør, at jeg så let kunne identificere mig med Adam.

Det er en "Københavner"-bog. Forstået på den måde, at der nævnes en lang række værtshuse og vejnavne, som jeg efterhånden kender så godt. Det er altid fint at læse en bog og genkende de steder der bliver beskrevet. På den måde er det også let at sætte sig ind i hovedpersonens verden, fordi man faktisk har frekventeret de samme værtshuse som ham.

OBS: Desværre havde der indsneget sig en faktuel fejl, som irriterer mig. Forfatteren skriver, at Peugeot har lavet en bilmodel ved navn Picasso. Alle ved, at det er Citroën der har lavet Picasso-modellen, og ikke konkurrenten Peugeot. Som forfatter bør man have sit research i orden!

Benn Q Holm
En anden forfatter der også skildrer det københavnske miljø, og som jeg sætter stor pris på, er Benn Q Holm, som jeg varmt kan anbefale. Især Hafnia Punk, Sommer og Album er meget læseværdige. Den Ukendte og Frederik Wenzels Rejse når ikke helt op i samme højder, men er man fan af Benns skrivestil og person/miljø-skildringer går de absolut an.

Unni Lindell igen-igen

.
Rødhætte - Unni Lindell
Læst april 07

SÅ fik jeg endelig en sms fra biblioteket om at det nu var blevet min tur til at låne Rødhætte, den seneste Unni Lindell-roman. Lige først blev jeg skuffet over at opdage, at det ikke var en Cato Isaksen-roman; men skuffelsen fortog sig hurtigt, som historien gik i gang!

Historien er spændende, og i den første halvdel arbejder hjernen på højtryk for at gætte hvilken af de tre søstre der er seriemorder. Da det afsløres, kommer vi længere og længere ind i den psykopatiske tankegang hos en morder, som faktisk også selv er uforstående overfor hvad der sker i hende. Vi kommer også meget rundt om hvilke psykologiske skader, en traumatisk barndom kan udrette.

Nogle gange gik historien lidt i tomgang, men aldrig nok til at jeg overvejede at lægge bogen fra mig. Jeg holdt ud, og blev belønnet med en overraskende og rigtig god slutning!

Her kan I læse Litteratursidens tema og fortolkning af bogen, med vægt på sammenligningen med eventyret om Rødhætte. Men pas på, for morderens navn afsløres. Sørg derfor for at have læst bogen først!

Verdens første krimi

---

Mordene i Rue Morgue - Edgar Allan Poe
Læst april 07

Novellen som regnes som den første moderne krimi. Udgivet i 1841, men ligeså letlæselig og spændende som en krimi der er skrevet i vor tid. Eller måske endnu mere... Thi i 1841 havde man ikke dna-prøver og andre tekniske hjælpemidler. Der måtte man nøjes med sin analytiske sans. Og det er dén som Poe lægger stor vægt på, når han fører os igennem opklaringen på det grusomme og bestialske dobbeltmord. Slutningen er overraskende, og alt i alt er det en krimi som har både det psykologiske og det spændende aspekt. Bestemt ikke en dårlig kombi, og bestemt værd at læse!

Novellen findes som gratis download her, så du er sådan set bare et klik væk fra at læse den.

---

Her kommer et uddrag fra bogen som jeg holder meget af, fordi en tankerække sjældent er blevet forklaret så konkret og logisk:

Mordene i Rue Morgue.

Forfatter:

Poe, Edgar Allan (1898-1849)

Udgivet: 1841
Fra Fantastiske Fortællinger - Oversat af Robert Watt - 1893

"Det var Frugtsælgeren", svarede min Ven, "der bragte Dem paa den Ide, at Skollikkeren ikke var høj nok til Xerxes, et id genus omve."
"Frugtsælgeren? jeg kender slet ingen Frugtsælgere."
"Den Mand, der løb mod Dem for omtrent et Kvarters Tid siden, da vi drejede ind i Gaden."
Nu erindrede jeg virkelig, at en Frugtsælger med en stor Kurv Æbler paa Hovedet nær havde revet mig om, da vi fra Rue C- drejede ind i Gaden, hvor vi nu gik; men jeg kunde slet ikke forstaa, hvad det havde at gjøre med Chantilly.
"Jeg skal forklare Dem Sagen", sagde Dupin, hos hvem der ikke var det mindste Charlatanagtige, "og for at De fuldkommen kan forstaa det Hele, vil vi spore Gangen i Deres Betragtninger fra den Gang, jeg talte til Dem, og tilbage til, da Frugthandleren løb imod Dem. De større Led i denne Tanke-Kæde følger efter hverandre i efternævnte Orden: Chantilly, Orion, Dr. Nichols, Epicur, Stereotomi, Brostenene og Frugthandleren."
Der gives vist faa Personer, der ikke i en eller anden Periode af deres Liv har moret sig med Skridt for Skridt at forfølge Traaden, ved Hjælp af hvilken de er komne til et bestemt Resultat hos sig selv. Denne Beskæftigelse er ofte meget interessant; og den, der for første Gang prøver paa det, forbavses altid ved den tilsyneladende umaadelige Afstand og Mangel paa Sammenhæng, der er imellem Udgangspunktet og der, hvor Tanken ender. Man kan derfor let tænke sig min Forbavselse, da jeg hørte Franskmanden tale som han nys havde gjort, og ikke kunde Andet end indrømme, at han havde talt sandt. Han vedblev
"Vi havde talt om Heste troer jeg, lige før vi forlod Rue C-. Det var det sidste Emne vi diskuterede. Da vi drejede ind i Gaden her, løb en Frugt handler med en stor Kurv paa Hovedet mod Dem og kastede Dem over mod en Stabel Brosten paa det Sted, hvor Gaden bliver gjort istand. De traadte paa en af Stenene, gled, forvred Deres Fod ubetydeligt, blev tilsyneladende gnaven, mumlede et Par Ord, vendte Dem om for at betragte Stabelen og gik derpaa videre i Tavshed. Jeg lagde slet ikke specielt Mærke til Dem; men i den sidste Tid er det blevet mig en ren Nødvendighed at gøre Iagttagelser."
"De vedblev at se paa Jorden og stirrede med et ærgerligt Udtryk paa Gadens Huller og de andre Ujævnheder, saa at jeg med Lethed kunde slutte mig til, at De endnu tænkte paa Stenene, indtil vi kom til den lille Gennemgang, kaldet Lamartine, der for et Forsøgs Skyld er bleven brolagt med hugne Stenblokke. Her klaredes Deres Ansigt op, og da jeg saa Deres Læber bevæge sig, kunde jeg ikke tvivle om, at De mumlede Ordet "Stereotomi", en affekteret Benævnelse paa den Slags Brolægning. Jeg vidste, at De ikke kunde sige Stereotomi uden at komme til at tænke paa Atomer og som Følge deraf paa Epicurs Lære, og siden jeg, da vi sidste Gang tor ikke lang Tid tilbage diskuterede dette Emne, omtalte, hvor forunderligt det var, at den ædle Grækers løse Gisninger havde fundet Bekræftelse i den nyere Tids Lære om Jordens Dannelse af en Taagemasse, følte jeg, at De maatte kaste Blikket opad mod den store Taageplet i Orion, og De gjorde det. Men i den bittre Omtale af Chantilly, der igaar stod i Bladet "Le Musee", havde Anmelderen netop gjort nogle lidet hæderlige Hentydninger til, at Skoflikkeren havde forandret sit Navn, da han gik til Theatret, idet han citerede en latinsk Sætning, som vi ofte have talt om, nemlig
Perdidit antiquum litera prima sonum.
Jeg havde fortalt Dem, at dette refererede sig til Orion, der forhen blev skrevet Urion, og fra en vis Skarphed, der havde karakteriseret denne Forklaring, vidste jeg, at De ikke kunde have glemt den. Det var derfor sikkert, at De ikke kunde undlade at forbinde Orion med Chantilly. At De gjorde det, blev mig klart af det Smil, der fløj over Deres Læber. De tænkte paa, den stakkels Skoflikkers Sønderknuselse. Indtil dette Øjeblik havde De gaaet noget forover bøjet; men nu hævede De Dem pludselig til Deres fulde Højde. Jeg følte mig overtydet om, at De da tænkte paa Chantilly's lille Figur, og jeg afbrød Deres Tanker for at bemærke, at da han virkelig var en meget lille Fyr - denne Chantilly - saa vilde han vist være paa sin Plads ved Théâtre des Variétés."

Privatdetektiver, nej tak!

.
Din, til døden - Gunnar Staalesen
Påbegyndt april 07

Min interesse for de skandinaviske krimiforfattere har nu ført mig til Norge, til Gunnar Staalesen, som skriver om privatdetektiven Varg Veum. Bogen er nr 2 i rækken af Varg Veum-krimier og er skrevet i 1979. Jeg er kommet halvvejs igennem, men jeg giver op nu. Jeg bryder mig ikke om ham, Varg. Han irriterer mig, med sine kluntede Chandler'ske bemærkninger. En privatdetektiv i jeg-person fører uundgåeligt en til at tænke på Philip Marlowe, og ham har jeg altså aldrig været særlig god til. Dan Turèll elskede disse film noir krimier, og det er da også dem som Mord-serien er bygget op på. Jeg kan lide Mord-serien - men kun pga. Dans sprog og beskrivelserne af København. Ikke for plottet, og bestemt ikke for den hardcore navnløse journalist der drikker whisky til morgenmad.

Nej, privatdetektiver er umiddelbart ikke noget for mig, så jeg lægger Varg Veum på hylden og går i stedet i gang med en af de helt store indenfor krimi-genren: Edgar Allen Poe!

Japansk kropslemlæstelse

.
Slanger & Piercinger - Hitomi Kanehara
Læst 7-9. april 07

Er det muligt at skrive en smuk og poetisk bog på kun 127 sider om kropslemlæstelse og hård s/m? Ja! Det er dét tydeligvis, når navnet er Hitomi Kanehara, og man kun er 19 år gammel!

Bogen minder mig lidt om "100 tag med hårbørsten...", selvom hverken stil, nationalitet eller plot har noget tilfælles. Men det erotiske islæt, og beskrivelsen af en ung piges udforskning af sin seksualitet, er meget lig. Vi får beskrevet et miljø med kropsmodifikationer (særligt tattoo, piercing og brændemærkning), et miljø hvor man hele tiden leger med smerte og døden for at kunne få det største kick.

En bog som jeg slugte - nu mere endnu mere blod på tanden (høhø) for at læse mere af de unge, japanske forfattere der valfarter ind i Vesten for tiden!