søndag den 15. april 2007

Verdens første krimi


Mordene i Rue Morgue - Edgar Allan Poe
Læst april 07

Novellen som regnes som den første moderne krimi. Udgivet i 1841, men ligeså letlæselig og spændende som en krimi der er skrevet i vor tid. Eller måske endnu mere... Thi i 1841 havde man ikke dna-prøver og andre tekniske hjælpemidler. Der måtte man nøjes med sin analytiske sans. Og det er dén som Poe lægger stor vægt på, når han fører os igennem opklaringen på det grusomme og bestialske dobbeltmord. Slutningen er overraskende, og alt i alt er det en krimi som har både det psykologiske og det spændende aspekt. Bestemt ikke en dårlig kombi, og bestemt værd at læse!

Novellen findes som gratis download her, så du er sådan set bare et klik væk fra at læse den.



Her kommer et uddrag fra bogen som jeg holder meget af, fordi en tankerække sjældent er blevet forklaret så konkret og logisk:

Mordene i Rue Morgue.

Forfatter: Poe, Edgar Allan (1898-1849)
Udgivet: 1841
Fra Fantastiske Fortællinger - Oversat af Robert Watt - 1893
"Det var Frugtsælgeren", svarede min Ven, "der bragte Dem paa den Ide, at Skollikkeren ikke var høj nok til Xerxes, et id genus omve."
"Frugtsælgeren? jeg kender slet ingen Frugtsælgere."
"Den Mand, der løb mod Dem for omtrent et Kvarters Tid siden, da vi drejede ind i Gaden."
Nu erindrede jeg virkelig, at en Frugtsælger med en stor Kurv Æbler paa Hovedet nær havde revet mig om, da vi fra Rue C- drejede ind i Gaden, hvor vi nu gik; men jeg kunde slet ikke forstaa, hvad det havde at gjøre med Chantilly.
"Jeg skal forklare Dem Sagen", sagde Dupin, hos hvem der ikke var det mindste Charlatanagtige, "og for at De fuldkommen kan forstaa det Hele, vil vi spore Gangen i Deres Betragtninger fra den Gang, jeg talte til Dem, og tilbage til, da Frugthandleren løb imod Dem. De større Led i denne Tanke-Kæde følger efter hverandre i efternævnte Orden: Chantilly, Orion, Dr. Nichols, Epicur, Stereotomi, Brostenene og Frugthandleren."
Der gives vist faa Personer, der ikke i en eller anden Periode af deres Liv har moret sig med Skridt for Skridt at forfølge Traaden, ved Hjælp af hvilken de er komne til et bestemt Resultat hos sig selv. Denne Beskæftigelse er ofte meget interessant; og den, der for første Gang prøver paa det, forbavses altid ved den tilsyneladende umaadelige Afstand og Mangel paa Sammenhæng, der er imellem Udgangspunktet og der, hvor Tanken ender. Man kan derfor let tænke sig min Forbavselse, da jeg hørte Franskmanden tale som han nys havde gjort, og ikke kunde Andet end indrømme, at han havde talt sandt. Han vedblev
"Vi havde talt om Heste troer jeg, lige før vi forlod Rue C-. Det var det sidste Emne vi diskuterede. Da vi drejede ind i Gaden her, løb en Frugt handler med en stor Kurv paa Hovedet mod Dem og kastede Dem over mod en Stabel Brosten paa det Sted, hvor Gaden bliver gjort istand. De traadte paa en af Stenene, gled, forvred Deres Fod ubetydeligt, blev tilsyneladende gnaven, mumlede et Par Ord, vendte Dem om for at betragte Stabelen og gik derpaa videre i Tavshed. Jeg lagde slet ikke specielt Mærke til Dem; men i den sidste Tid er det blevet mig en ren Nødvendighed at gøre Iagttagelser."
"De vedblev at se paa Jorden og stirrede med et ærgerligt Udtryk paa Gadens Huller og de andre Ujævnheder, saa at jeg med Lethed kunde slutte mig til, at De endnu tænkte paa Stenene, indtil vi kom til den lille Gennemgang, kaldet Lamartine, der for et Forsøgs Skyld er bleven brolagt med hugne Stenblokke. Her klaredes Deres Ansigt op, og da jeg saa Deres Læber bevæge sig, kunde jeg ikke tvivle om, at De mumlede Ordet "Stereotomi", en affekteret Benævnelse paa den Slags Brolægning. Jeg vidste, at De ikke kunde sige Stereotomi uden at komme til at tænke paa Atomer og som Følge deraf paa Epicurs Lære, og siden jeg, da vi sidste Gang tor ikke lang Tid tilbage diskuterede dette Emne, omtalte, hvor forunderligt det var, at den ædle Grækers løse Gisninger havde fundet Bekræftelse i den nyere Tids Lære om Jordens Dannelse af en Taagemasse, følte jeg, at De maatte kaste Blikket opad mod den store Taageplet i Orion, og De gjorde det. Men i den bittre Omtale af Chantilly, der igaar stod i Bladet "Le Musee", havde Anmelderen netop gjort nogle lidet hæderlige Hentydninger til, at Skoflikkeren havde forandret sit Navn, da han gik til Theatret, idet han citerede en latinsk Sætning, som vi ofte have talt om, nemlig
Perdidit antiquum litera prima sonum.
Jeg havde fortalt Dem, at dette refererede sig til Orion, der forhen blev skrevet Urion, og fra en vis Skarphed, der havde karakteriseret denne Forklaring, vidste jeg, at De ikke kunde have glemt den. Det var derfor sikkert, at De ikke kunde undlade at forbinde Orion med Chantilly. At De gjorde det, blev mig klart af det Smil, der fløj over Deres Læber. De tænkte paa, den stakkels Skoflikkers Sønderknuselse. Indtil dette Øjeblik havde De gaaet noget forover bøjet; men nu hævede De Dem pludselig til Deres fulde Højde. Jeg følte mig overtydet om, at De da tænkte paa Chantilly's lille Figur, og jeg afbrød Deres Tanker for at bemærke, at da han virkelig var en meget lille Fyr - denne Chantilly - saa vilde han vist være paa sin Plads ved Théâtre des Variétés."

Ingen kommentarer: