aaaaaa
Roman. Lindhardt & Ringhof. 2013. 220 sider.
Havde overhovedet ikke hørt om den her, før jeg var på arbejde i bogladen og min kollega gav mig læseeksemplaret fordi hun mente det var lige noget for mig. Apparently har den været meget omtalt i medierne, men det havde jeg ikke lige fanget, så jeg vidste ikke andet end at det var en fængende forside, og hvad jeg kunne læse bagpå:
Den sofistikerede, demokratiserede, avanceret orienterede, superfremmelige Hassan bor i New York City og Berlin og Beirut og London og København. Overalt falder han ind og forsvinder i mængden af hyperglobaliserede mennesker. Overalt hører han hjemme uden nogensinde at føle sig hjemme, og overalt føler han sig omklamret, når han bliver modtaget med åbne arme.
BRUN MANDS BYRDE er en debutroman af Hassan Preisler. På én gang fandenivoldsk selv-fiktion, rablende udviklingsroman og kontroversiel samfundssatire.
Så blev nysgerrigheden vakt, dog med en vis skepsis. Vidste ikke om den kunne leve op til det originale cover og titel. Læste med vilje ingen anmeldelser eller bio om forfatteren, fordi jeg ville gå til den med et åbent sind. Jeg blev dog hurtigt begejstret! Han er så sjov, og han skriver så forrygende.
Smagsprøve nr 1 om at være dansker, men have et eksotisk udseende og navn:
[...] og jeg lærte mig selv en remse, som jeg kunne sige i umiddelbar forlængelse af "hej, jeg hedder Hassan", og som lød: "Ja, det er et arabisk navn, men far er mere dansk end danskerne, og han er ikke muslim, han elsker øl og pølser, og jeg har aldrig været i Pakistan, som er et tilbagestående og kvindeundertrykkende samfund, og jeg taler ikke et ord urdu, og mor er lyshåret og har blå øjne, og jeg er født og opvokset i Danmark, og det er det eneste land, jeg kender, og jeg er dansk, helt dansk, 100 procent". (s. 39)
Det er samfundssatire, om danskere når de er bedst og værst. Men det er også en rørende historie om forfatterens slægts historie og kærligheden til datteren. Det er om at vokse op og være anderledes, og hele tiden prøve at finde sin plads i livet. Det er menneskeportrætter og små anekdoter.
Smagsprøve nr 2 om familien på morens side:
Morfar Mogens har to søstre, faster Hanne og faster Jytte, og faster Hanne er lillesøster, og faster Jytte er storesøster, og morfar Mogens er midtimellem, og faster Jytte rasper og ryger cerutter og drikker rødvin og taler "som dronningen" siger far, og har været gift flere gange, og første gang er det med Carl, og Carl er skuespiller, og alle siger, at han er en dårlig skuespiller, og jeg ser ham på tv løbe rundt i sort-hvid med brede bukser og smalle skjorter, og jeg ser ham køre på motorcykel og sejle i båd, og jeg synes, han klarer det fint, men Carl bliver teaterdiretør i stedet, og Carl har depressioner, som han ikke kan slippe, hvor hårdt han end prøver, og han prøver hårdt [...] (s. 117)
Der er ikke mange punktummer i bogen, og ingen kronologi. Frem og tilbage i tiden, og rundt i hele verden. Alligevel er bogen ikke svær at læse. Sproget glider bare. Jeg blev revet med - som når jeg læser Dan Turèlls klummer eller anekdotiske digte. (Og sjovt nok har jeg lige set, at BT kalder ham "
en brun Onkel Danny".)
Jeg kom også til at tænke på Farshad Kholgis
klummer pga det til tider rablende og fabulerende univers, og (selvfølgelig) fordi han også er
brun. Men bogen mindede mig lige så meget om Ramslands
Hundehoved og Knud Romers
Den der blinker er bange for døden pga slægtshistorien og det selvbiografiske.
Læs den! Især hvis du har den holdning, at alle de mørke bare kommer og stjæler vores cykler og piger...
Her er flere uddybende anmeldelser:
"Klingende skæg og skarp" mener Politiken
Information synes stadig "Hassan gør det godt"
Hassan har selv samlet alle anmeldelser i sin blog
.jpg)
