Hvad man ikke ved /Anne Lise Marstrand Jørgensen

aaaaaa
Roman. Gyldendal. 2012. 540 sider.
Klik her for at se beskrivelse & handling (fra Saxo)

Jeg fik et eksemplar af den her, fordi jeg skulle med til et læseklubs-arrangement på Ordkraft, hvor vi skulle møde Marstrand-Jørgensen (MJ) og stille spørgsmål om bogen. Jeg havde alligevel tænkt mig at læse den, for flere kolleger har rost den til skyerne og én har allerede spået den krønike-klassiker-status.

Desværre havde jeg lige fået fingrene i den nye John Ajvide Lindqvist, da jeg begyndte på den, og det yder ikke en bog særlig meget retfærdighed, at jeg egentlig hellere vil læse noget andet. Havde en følelse af at være lidt utro...

Måske var det derfor det tog lidt tid for mig at komme ind i den. Jeg blev ikke rigtig fanget af personerne og historien, og jeg var nok stoppet, hvis ikke det var fordi jeg skulle læse den færdig inden Ordkraft. Så jeg fortsatte, og det er jeg glad for.

Langsomt krøb personerne under huden på mig, og jeg blev især grebet af Flora, datteren som vi følger til hun er femten år. Stemningerne er så velbeskrevet, at jeg virkelig var til stede - på Ø-lejren for eksempel. Jeg er meget spændt på at følge hendes udvikling i de næste bind, og synes det er sjovt at tænke på, at MJ sidder og skriver på det lige nu.

Seksualitet spiller en stor rolle i bogen, og der er mange fine passager om emnet - lige fra den seksuelle frigørelse, med swingerklubber og Free Love i kollektivet til beskrivelser af Barnets første møde med sin kønsdrift. Jeg synes aldrig det kammer over og bliver for meget, men at det er relevant for historien og interessant at læse om.

Her kan du debattere bogen på Litteratursiden og Her kan du læse positiv anmeldelse samme sted.

Jeg vil sammenligne romanen med disse fire: Fælles for dem er et smukt og varieret sprog.

• Ida Jessens Hvium-trilogi (pga de psykologiske hverdagsbeskrivelser)
• Kirsten Hammans "Se på mig" (pga de erotiske passager)
• Naja Maria Aidts "Sten Saks Papir" (pga poesien og symbolikken)
• Anne B Ragdes "Jeg skal gøre dig så lykkelig" (pga det detaljerede tidsbillede af 60-70'erne

Links fører til anmeldelser på 

Hvis du vil læse den, anbefaler jeg, at du giver dig tid til at komme ordentligt ind i den. Det optimale vil være at have ferie, så du kan tage nogle lange stræk af gangen, og rigtig fordybe dig. Det er synd for bogen kun at tage en side hist og pist som jeg gjorde i begyndelsen.

Ny blog

Med min ven og åndelige sparringspartner gennem mange år, Dennis Otte, har jeg startet denne blog

hvor vi skriver om musik og bøger - og hvad der relaterer til dét.

Dennis er cand.mag. i litteraturhistorie og har en anden tilgang end mig, den pragmatiske bibliotekar, så der er en god, dynamisk forskellighed i vores indlæg.

Kig forbi og bliv inspireret. Der vil være noget for enhver smag - både den smalle og den brede.

(Jeg bliver nok ved at poste mine boganbefalinger på den her blog, det har jeg ikke helt besluttet endnu)

Lille Stjerne /John Ajvide Lindqvist

aaaaaa
Rosinante, 2013, 490 sider
Klik her for at se beskrivelse & handling (fra Saxo)

Jeg er vild med de tre første bøger af Ajvide, og havde glædet mig til han udkom med en ny. De tre andre bøger er så forskellige, og jeg var spændt på at se, hvilke overnaturlige elementer, og hvilke temaer han ville bruge i den næste. Da jeg læste handlingen var jeg solgt:


(Fra bagsideteksten)
På en tur i skoven finder den fallerede popsanger Lennart et spædbarn. Da han tager barnet op, begynder det at skrige. Men det er ikke barnegråd, der kommer ud af munden på den lille pige. Hun synger helt rent... 


Allerede dér fornemmer jeg den gysende stemning han er så eminent til at skabe. Når rammerne er realistiske, men at der alligevel sker noget sælsomt. Noget der ikke kan lade sig gøre i virkeligheden.

Jeg blev hurtigt fanget af personen Lennart, den fallerede popstjerne, og ikke mindst hans forhold til sin undertrykte kone. Det er så grimt og ækelt det hele, og som læser kan jeg egentlig godt forstå deres bevæggrunde for at gemme den lille pige i kælderen, for hun giver dem jo trods alt nogle lykkelige stunder, midt i alt det sorte.

(Fra bibliotek.dk)
Theres med den klare stemme vokser op i en kælder uden kontakt til omverdenen. Det ender galt. Det gør hendes senere venskab med den lige så ensomme Teresa også. Helt, helt galt og hinsides al fornuft og normalitet

Det er ikke den bedste bog i rækken, men jeg vil alligevel anbefale den til alle der kan lide den gode historie, der rører ved følelserne, fremragende personkarakteristikker og godt sprog - tilsat lidt gys og horror.

Og så elsker jeg, at der er så meget musik i hans bøger, og særligt i denne. I Menneskehavn var det The Smiths og Morrisey han citerede, men i den her dominerede den svenske popmusik. Det synes jeg nogle gange var lidt svært at forholde mig til, da jeg ikke kendte de navne han nævnte. Har ikke googlet, men går ud fra, at det er 'virkelige' popstjerner han citerer. Jeg forestillede mig, at det var som dansktop, og dét soundtrack bidrog godt til den foruroligende stemning gennem romanen. Nu glæder jeg mig til næste Ajvide-fix.

Har googlet mig til, at der vist findes en novellesamling med horrorfortællinger. Den kan da bruges mod abstinenser hvis der går for lang tid før han udkommer igen.

Anmeldelse fra Litteratursiden

Anmeldelse fra Berlingske