tirsdag den 14. maj 2013

Lille Stjerne /John Ajvide Lindqvist

aaaaaa
Rosinante, 2013, 490 sider
Klik her for at se beskrivelse & handling (fra Saxo)

Jeg er vild med de tre første bøger af Ajvide, og havde glædet mig til han udkom med en ny. De tre andre bøger er så forskellige, og jeg var spændt på at se, hvilke overnaturlige elementer, og hvilke temaer han ville bruge i den næste. Da jeg læste handlingen var jeg solgt:


(Fra bagsideteksten)
På en tur i skoven finder den fallerede popsanger Lennart et spædbarn. Da han tager barnet op, begynder det at skrige. Men det er ikke barnegråd, der kommer ud af munden på den lille pige. Hun synger helt rent... 


Allerede dér fornemmer jeg den gysende stemning han er så eminent til at skabe. Når rammerne er realistiske, men at der alligevel sker noget sælsomt. Noget der ikke kan lade sig gøre i virkeligheden.

Jeg blev hurtigt fanget af personen Lennart, den fallerede popstjerne, og ikke mindst hans forhold til sin undertrykte kone. Det er så grimt og ækelt det hele, og som læser kan jeg egentlig godt forstå deres bevæggrunde for at gemme den lille pige i kælderen, for hun giver dem jo trods alt nogle lykkelige stunder, midt i alt det sorte.

(Fra bibliotek.dk)
Theres med den klare stemme vokser op i en kælder uden kontakt til omverdenen. Det ender galt. Det gør hendes senere venskab med den lige så ensomme Teresa også. Helt, helt galt og hinsides al fornuft og normalitet

Det er ikke den bedste bog i rækken, men jeg vil alligevel anbefale den til alle der kan lide den gode historie, der rører ved følelserne, fremragende personkarakteristikker og godt sprog - tilsat lidt gys og horror.

Og så elsker jeg, at der er så meget musik i hans bøger, og særligt i denne. I Menneskehavn var det The Smiths og Morrisey han citerede, men i den her dominerede den svenske popmusik. Det synes jeg nogle gange var lidt svært at forholde mig til, da jeg ikke kendte de navne han nævnte. Har ikke googlet, men går ud fra, at det er 'virkelige' popstjerner han citerer. Jeg forestillede mig, at det var som dansktop, og dét soundtrack bidrog godt til den foruroligende stemning gennem romanen. Nu glæder jeg mig til næste Ajvide-fix.

Har googlet mig til, at der vist findes en novellesamling med horrorfortællinger. Den kan da bruges mod abstinenser hvis der går for lang tid før han udkommer igen.

Anmeldelse fra Litteratursiden

Anmeldelse fra Berlingske


Ingen kommentarer: