mandag den 8. juli 2013

Et kød /Kristina Stoltz

aaaaaa
Noveller. Rosinante. 2012. 145 sider.
Klik her for at se beskrivelse & handling (fra Saxo)


Denne erotiske novellesamling udkom lige et par måneder før Fifty Shades, og jeg var nysgerrig på den, og syntes at både titel og cover udstrålede noget sensuelt. Men så hørte jeg så meget dårligt om den, og mistede interessen. For nylig fik jeg den anbefalet af en bogbuslåner, hvis anbefalinger om musik og litteratur plejer at holde stik. Så jeg tog den med hjem.

Jeg var næsten sikker på, at jeg hurtigt ville lægge den fra mig. Havde ikke læst noget af Stoltz før, men min fordom var, at hun ville have et alt for litterært sprog til mig, og at plottene var for langt ude.

Den fordom pakkede jeg væk, da jeg havde læst første novelle "Therese", om en kvinde der forfører en (meget) ung dreng. Den var god nok til at jeg fortsatte, og næste novelle "Kattemor" fik mig virkelig revet med. Om hvordan en ung kvinde får taget sin uskyld af et trekløver fra en italiensk restaurant. Meget sanseligt, både med beskrivelsen af maden og selve akten. Meget vellykket novelle - og det var de andre også.

Plottene er langt ude, men ikke for langt ude. Og det hele er jo bare fantasier, så for mig er det okay at overskride grænserne og bruge både slanger og rensdyrgevirer som 'metaforer', det andet har man jo læst så mange gange før.

Så jeg vil bestemt anbefale at læse den, men læs den som noveller med et erotisk strejf. Læs den ikke, hvis du savner De Grå Sider, for så bliver du skuffet. Til det formål anbefaler jeg Templet, som var sådan lidt Fifty Shades med mere O's Historie.

Klik her for en læseprøve på Therese, den første novelle. Og her for Duellen.

Og her kan du høre Kristina Stoltz fortælle og læse lidt op.

Lidt lunken anmeldelse, men god læsning hvis man vil læse mere: Litteraturnu.

tirsdag den 2. juli 2013

Hundene /Ola Nilsson

aaaaaa
Roman. Tiderne Skifter. 2013. 145 sider.
Klik her for at se beskrivelse & handling (fra Saxo)

En lille bog med få sider og ikke mange ord på siderne.
Alligevel formår forfatteren at beskrive miljøet og personerne, så man er der, når man læser. Det er dog ikke noget særlig rart sted at være, blandt de rodløse teenagere med barske familieforhold. Der er ikke andet at bedrive tiden med end at drikke sig væk fra virkeligheden.

I små glimt afsløres mere af familieforholdene, og selvom der ikke beskrives en helt masse, så kom jeg til at holde af de her børn, og jeg ser frem til de to næste bøger der er planlagt - og jeg håber sådan det går dem godt, både Kalle, Filip, Ida og Sanna.

Lars Hune har skrevet en mere uddybende anmeldelse her på Litteratursiden. Kan kun give ham ret i "Helle Helle møder Nordkraft"-sammenligningen.