torsdag den 30. august 2007

Krimi med tourettes?!

.
Moderløse Brooklyn - Jonathan Lethem
Påbegyndt aug 07

Jeg stiftede bekendtskab med bogen tilbage i 2004, hvor jeg havde taget Det Kongelige Biblioteks eksemplar på originalsproget med på ferie. Desværre mistede jeg den på en strand på en græsk ø, og jeg vil slet ikke tænke på hvor meget jeg måtte betale i erstatning...! I 2006 udkom den så på dansk, så jeg prøvede kræfter med den igen.

Jeg er meget fascineret af, at hovedpersonen har tourettes syndrom, fordi det (gudskelov) er en sjælden lidelse, som man ikke hører om så ofte. Men alligevel er der for meget "mafia" over handlingen til at den kan fange mig for alvor. Jeg prøvede, men måtte lægge den fra mig inden den var færdiglæst. Denne gang afleverede jeg den dog tilbage i god stand...

Jeg vil dog ikke afvise, at jeg prøver igen. Til næste år udkommer den som film. Selveste Edward Norton både instruerer og spiller hovedrollen, og dét glæder jeg mig til at se!

mandag den 20. august 2007

Endelig nyt fra Jonas

.
Submarino - Jonas T. Bengtsson
Læst aug 07

Ååååh hvor har jeg ventet længe på denne bog. Helt siden jeg læste Aminas Breve har jeg villet læse mere af ham her Jonas. Med ”Submarino” skuffer han bestemt ikke. Det er en bog som man trækkes ind i med det samme, og som hele tiden lever i tankerne, selv mens man ikke har bogen i hænderne. Det er ikke særlig rar læsning, men det er vedkommende, og efterlader et særdeles stærkt indtryk.


Bogen er delt op i to, og hver halvdel fortælles af hver bror. Den sidste halvdel gjorde størst indtryk på mig. Broren der prøver at være en god far, mens han samtidig bliver mere og mere afhængig af heroin, og starter som pusher. Interessant at læse om en stiknarkoman, der faktisk lever et helt normalt liv.

Bestemt en bog jeg gerne vil have i min bogsamling en dag. Et genlæs værd!

Anmeldelse fra LitteraturNu
Anmeldelse fra Sentura
BONUSINFO (feb 2010): Thomas Vinterberg har filmatiseret, og den har premiere den 25. marts 2010. Se trailer her - Uuuuh vi glæder os!!!

fredag den 10. august 2007

Sonnergaard Trilogien

.
Sidste søndag i oktober - Jan Sonnergaard
Læst aug 07

Så fik jeg lige lyst til et genlæs med Jans noveller. Novellerne passer perfekt til busturen, for det tager ca 6-7 minutter at læse novellen, og så kan man bruge samme tid på at fordøje dem bagefter. Særligt "Lollapalooza" gjorde indtryk på mig denne gang jeg læste den.

Jeg elsker hans evne til at overraske! Første gang jeg læste en novelle fra Radiator, kendte jeg overhovedet ikke til hans stil, og da jeg så læste slutningen sagde det bare WOW, og jeg følte det som at blive ramt af en bus - men på den fede måde... Novellen hed "Lotte".

Alle bør eje disse tre novellesamlinger, hvoraf den sidste i trilogien er Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen. De kan læses igen og igen, og hver gang får man en ny oplevelse, men ALTID en oplevelse hvor det skælver ned ad ryggen...

onsdag den 8. august 2007

Overvurderet forfatterskolefis

.
Champagnepigen - Leonora Christine Skov
Læst aug 07

Endnu en ny bog der er blevet hypet frem i medierne med beskrivelser som "Leonora Christina Skov (f. 1976) har med "Champagnepigen" skrevet en velfungerende samtidsroman, der leverer nuancer til tidens polariserede seksualitetsdebat" (Citat: Politiken, se link)

Brææææk! Mere overvurderet forfatterskolefis skal man lede længe efter. Keeedelig og prætentiøs var det indtryk den gav mig. Og hvor er det erotiske? Jeg er klar over, at hun har lagt vægt på at gøre det 'subtilt erotisk', men selvom det er subtilt kan det jo godt fremkalde nogle følelser - det gjorde det ikke hos mig.

Well, jeg synes Leonora er fascinerende som person, og hun har også en blog som jeg har tænkt mig at stifte nærmere bekendtskab med. Men Champagnepigen? Nej tak.