mandag den 30. april 2007

Voldsomme mord

.
Den Sorte Linje - Jean-Christophe Grangé
Læst april 07

Knap 600 sider med vold, blod, makabre måder at myrde på, og psykologisk skildring af en syg, syg seriemorder...! Kan det blive bedre? Det er første gang jeg har læst noget af forfatteren, som mest er kendt for sine Blodrøde Floder, der er blevet filmatiserede med den kendte, franske skuespiller Jean Reno i hovedrollen; men det er bestemt ikke sidste gang.

Til trods for, at Grangé bruger mange fremmedord, som endnu ikke findes i mit sparsomme vokabular, så nød jeg denne rejse til Asien, og ikke mindst rejsen i den syge hjerne hos en kvindehadsk seriemorder. Måderne han myrder sine ofre på, er så tilpas tekniske og langt ude, at man spekulerer på, om forfatteren overhovedet burde gå løs! Nogle gange bliver romanen lidt for tænkt, lidt for urealistisk, men det er okay. Hvis den var 100% realistisk ville den være så skræmmende, at den ikke var til at læse.

Slutningen er så hæsblæsende, at jeg faktisk brugte 4 timer af en nat, hvor jeg burde få min skønhedssøvn, til at læse den færdig. Da jeg læste den sidste side kørte adrenalinet så hårdt i min krop, at jeg straks måtte starte på en ny bog. Ellers var jeg bange for at få voldsomme mareridt. Jeg tror ikke jeg har været så skræmt af en bog siden jeg læste Stephen Kings "Regulatorerne" for 4-5 år siden.

Bestemt værd at læse - men kun for de hårdføre!

Ingen kommentarer: