lørdag den 3. marts 2007

Norsk lommefilosof

.
Appelsinpigen - Jostein Gaarder
Læst marts 07

Dette er den eneste bog jeg købte på dette års bogudsalg. Synes ikke jeg kunne finde nogle rigtig gode tilbud, men omslaget på denne bog tiltalte mig straks. De orange farver, titlen Appelsinpigen - og så the fact at det er Jostein Gaarder... Dén måtte jeg købe - og læse straks!

Som med de andre ungdomsbøger jeg har læst af Jostein Gaarder, nød jeg den til fulde. Da det er en ungdomsbog, er den skrevet i et fint, letlæseligt sprog, og er meget nem at sluge. Historien om den 15-årige Georg der modtager et brev/manuskript fra sin afdøde far er rigtig god. Det er en beskrivelse af Kærlighed. Både til den mystiske appelsinpige, men også til sin søn. Man lærer den afdøde far rigtig godt at kende, og man kan næsten ikke bære at han er død, for mage til mand skal man lede længe efter..!

Den bedste bog af Jostein Gaarder, som jeg har læst nogle gange efterhånden er Kabalemysteriet. Også denne bog findes i bibliotekernes ungdomsafdeling, og er et slags eventyr og en bog med mange lag, så man skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med. Som i Appelsinpigen og som i Sofies Verden (som jeg desværre aldrig blev færdig med), er hovedpersonen en teenager, der gennem begivenheder vokser og bliver til et helt menneske. Jeg vil gå så langt som til at kalde hans romaner for dannelsesromaner, da hovedpersonerne altid udvikler sig åndeligt.

Jeg har også læst I et spejl, i en gåde og den filosofiske billedbog Hallo! Er der nogen? som jeg virkelig nød. Jostein Gaarder skal læses, og han er en rigtig god indgang til filosofi for dummies...

Ingen kommentarer: