søndag den 30. september 2012

Bogliste SEPTEMBER 2012

September måned var domineret af et stort værk:

Empire Falls /Richard Russo
Roman. Klim. 2010. 549 sider.

En moppedreng på over femhundrede sider, hvori vi møder en række personer fra en lille by i Maine. Byens industri er gået i stå, og vi får en historie om hvordan det påvirker de mennesker der lever i og omkring caféen Empire Grill.

Jeg skulle lige små hundrede sider ind i bogen, men så tog det også fat. Personerne var levende og interessante, og der skete hele tiden små ting i handlingen der pirrede min nysgerrighed. Slutningen var uventet og gåsehudsfremkaldende.

Richard Russos skrivestil var nogle gange lidt for knudret til min smag, og mange af sætningerne skulle jeg lige læse højt pga længde og mangel på tegnsætning. Men det er småting fordi hans beskrivelser af følelser og miljø er lige i øjet, og han forstår virkelig at fortælle en god historie - med morale.

For mig var det lidt som at læse Stephen King (uden gys og monsteredderkopper): En stor oplevelse!
______________________________________________________________________

Sort /Kamilla Hega Holst 
Roman. Samleren. 2012. 193 sider.

Jeg kunne ikke stå for det solgule cover, og fik straks lyst til at læse bogen om kvinden Sanne, der har en kæreste der feder hende op og tænder på dét! Som Litteratursidens anmelder skriver

"Det ser ”Sort” ud. Sannes far ligger for døden. Sannes studie går trægt. Sanne skider på sundhed og skriver sure læserbreve. Sygdomsroman med doku-touch."

Det er spændende at få et indblik i en verden der er så fremmed for mig, og forfatterens sprog er tilpas sarkastisk og let, så selv de mest ulækre, udpenslede detaljer er udholdelige at læse.

Jeg læste bogen hurtigt, og det var som at have spiste en pose ostepops på én gang. Det er fedt, men bagefter sidder man tilbage med lidt kvalme.
_______________________________________________________________________


[intet nummer] /Irene Pedersen 
Krimi. Gyldendal. 2012. 272 sider

Spottede den her på hylden og blev først nysgerrig fordi jeg aldrig har hørt om Irene Pedersen før. Så læste jeg bagsiden og tænkte, 'stalker i Brønshøj' - interessant.

Jeg blev ikke skuffet. Miljøet, personerne og det meste af plottet er realistisk og møg-spændende. Hun skaber en virkelig uhyggelig stemning og beskriver på den måde hvordan det påvirker et menneske at blive forfulgt, holdt øje med...

Sander, Johanne og sønnen Emil lever det ideelle familieliv. De er begge lærere og bor i et dejligt kvarter. Pludselig begynder Emil at få mareridt og hævder, at der er monstre i haven. Der begynder at ske mærkelige ting, og langsomt går det op for familien, at de bliver overvåget. Nogen holder øje med dem i mørket. (Fra Litteratursiden.dk)

__________________________________________________________________________________________________________________

Drengen der slog ihjel /Simon Lelic 
Krimi. Punktum. 2012. 279 sider


Bogen om Kevin sidder stadig i mig, så da jeg læste om den her nye krimi fra Punktum, blev jeg nysgerrig:

"En lille engelsk by chokeres da det bliver afsløret, at den tolvårige dreng Daniel Blake har brutalt myrdet sin skolekammerat Felicity Forbes."

Jeg kunne godt lide, at fortælleren var forsvareren til den tolvårige dreng. Det dér juridiske og moralske twist, og temaet 'kan børn være onde?' var også faktorer til, at den her bog havde jeg høje forventninger til.

De blev desværre ikke indfriet. Jeg læste hele bogen, men jeg savnede hele tiden uddybninger af personernes følelser, mere spænding osv. Øv. Skuffet. Der var lagt op til noget der kunne have været meget bedre.








søndag den 9. september 2012

We need to talk about Kevin

For fire år siden læste jeg bogen "Vi er nødt til at tale om Kevin" efter at have læst denne anmeldelse i Politiken. Det var en stærk læseoplevelse, og det er en bog der har fulgt mig lige siden.

”Kevin var vanskelig at holde af, endnu sværere at elske” - en chokerende, hjerteskærende og uafrystelig roman om at blive mor til et monster. (fra Litteratursiden)

Det er en brevroman, som Kevins mor skriver til faderen. Man sidder som læser med mange spørgsmål, som man hen ad vejen får svar på, mens man bliver mere og mere rystet. Sproget er intelligent og sarkastisk, og jeg var fanget fra første side.








I går så jeg filmatiseringen "Hvad med Kevin". Det er jo altid et sats, når man er så glad for bogen, men jeg er overvejende tilfreds. Tilda Swinton var meget overbevisende som Kevins mor, og brugen af symboler og musik forstærkede den foruroligende stemning der findes i bogen.


Politikens anmeldelse

Jeg anbefaler både bog og film. Det er tough shit, men nogle gange gør det godt at læse noget der kan ruske op i nogle følelser.




lørdag den 8. september 2012

FN International læsedag 2012

Når lige at kippe med flaget inden International Læsedag er forbi for i år :)

Ordet Fanger og FN’s Internationale Læsedag
I 2011 gennemførte Ordet Fanger for første gang den landsdækkende aktivitet ”FNs Internationale Læsedag”. På trods af vort beskedne budget blev det en rigtig god dag med stor involvering fra mange af vore partnere. Ligefra kædeaktiviteter i detailhandlen til events i storcentre og på biblioteker. Flere forlag involverede kendte forfattere i events m.v. og Dansklærerforeningen delte gratis bøger ud på gader og stræder. Fantasien var stor. Lad os gøre det endnu større i 2012

Læs mere her


fredag den 31. august 2012

Bogliste AUGUST 2012


To længe ventede afslutninger på spændende trilogier udkom i august, og ellers fik jeg læst skandinaviske krimier, minimalistisk magisk realisme og lidt erotik!


1Q84 Bog 3 /Haruki Murakami
Genre: Roman
Endelig kunne jeg få afsluttet den fabelagtige trilogi om Aomame, Tengo, the little people og de to måner. Den kom ikke helt på højde med de to første bind, men værket blev alligevel afsluttet på bedste vis.
Litteratursidens anmeldelse




Begravet i stilheden /Tove Alsterdal
Genre: Krimi

Stemningsfuld og atypisk krimi med masser af slægtshemmeligheder og dunkle miljøbeskrivelser. Jeg glæder mig allerede til Tove Alsterdals næste udspil.
Litteratursidens anmeldelse



Frokost i tyrens hoved /Thøger Jensen
Genre: Kort roman
Stille, minimalistisk roman om bibliotekaren Henning og hans hverdag. På hans rejser til Berlin og Wales møder han nogle interessante personligheder, og det lille element af magisk realisme gør romanen til noget særligt.
Litteratursidens anmeldelse



Pythias anvisninger /Eriksson & Sundquist
Genre: Krimi
Længe ventet afslutning på trilogien der er spået samme succes som Stieg Larssons Millenium. Jeg kunne godt tænke mig at have læst dem alle i ét stræk, for der var nogle huller jeg ikke kunne huske fra de andre to bind. Jeg synes ikke helt det lykkedes dem at få samlet alle de løse ender. Ærgerligt, for de to første bind var helt forrygende.
Krimifans anmeldelse

Hvor er de unge piger nu /Leena Lehtolainen
Genre: Krimi 
Jeg blev draget af forsiden og titlen, men plottet kunne ikke rigtig fange mig, selvom det er meget aktuelt med æresdrab og krigen i Afghanistan. Desuden irriterede de laaange, finske navne mig. Jeg gav op 2/3 inde i bogen for at kaste mig over noget erotik...
Læs mere om bogen her


Jeg overlader bogen
til de unge...

Fifty Shades /E L James
Genre: Erotisk roman
En så omtalt bog skal da læses! Jeg gik til den med et åbent sind, men halvvejs gav jeg op. Der findes så mange gode bøger jeg skal have læst, og chick-lit med sexscener har jeg læst masser af i min ungdom. Helt så slem som anmelderne siger den er, er den dog ikke - den var bare ikke lige noget for mig. Så genlæser jeg hellere "O's historie".

tirsdag den 31. juli 2012

Bogliste JULI 2012


Kun en enkelt krimi blev det til i sommermåneden, og ellers var det Christian Jungersens debut-roman der tog det meste af måneden at læse.

Se på mig /Kirsten Hamman
Genre: Roman
Jeg var helt opslugt af den her. Kærlighed, sex, selvbedrag, overvågning... Læs den!





Krat /Christian Jungersen
Genre: Roman
Romanen var svær at komme i gang med, og ret tung at læse. Jeg gav dog ikke op, og jeg blev belønnet med en historie & personer der stadig rumsterer i hovedet.

Sortedam /Sissel Bergfjord
Genre: Kort roman
Helt utrolig god beskrivelse af forholdet mellem (alkoholisk) mor og datter






Healeren /Antti Tuomainen
Genre: Krimi
Sjovt at være i det finske krimi-miljø men ellers blot en nordisk krimi i rækken

lørdag den 30. juni 2012

Bogliste JUNI 2012


Jeg brugte det meste af måneden på Stephen Kings murstensroman, men en enkelt krimi og en sjov og genkendelig roman blev det også til. Tre meget forskellige bøger som alle får fremragende bedømmelser.



Under kuplen /Stephen King
Spænding
En klassisk Stephen King som tog det meste af en måned at læse
- men var det værd.


Bid /Stine Askov
Roman
Jeg grinede ofte højt, mens jeg nikkede genkendende til meget




Uro /Jesper Stein
Krimi
Næsten på højde med Jussi. Fede personer, godt miljø og spændende plot.

torsdag den 31. maj 2012

Bogliste MAJ 2012


Der blev ikke læst så mange bøger i maj, men nogle stykker blev det til. To amerikanske krimier, en norsk historisk krimi, en smuk, men tung roman og Kim Leines selvbiografi om misbrug af alle slags og storslået beskrivelse af livet på Grønland.



 Se aldrig væk /Linwood Barclay
Genre: Krimi
Når jeg læser Linwood Barclay eller Richard Montanari er det som at se en spændende amerikansk film. Denne var ingen undtagelse.
Litteratursidens anmeldelse







Kalak /Kim Leine
Genre: Biografi
Jeg var anti-Leine da jeg begyndte på bogen, og nu er jeg stor fan!




Tvunget til tavshed /Linda Castillo
Genre: Krimi
Spændende krimi med et interessant tema - amish-folket





Ingen åbner /Christel Wiinblad
Genre: Roman
Meget smuk og betagende roman med store følelser







Drømmeløs /Jørgen Brekke
Genre: Krimi
Historisk krimi med interessant persongalleri og masser af gåder