lørdag den 24. august 2013

Too many books - bøger jeg er i gang med



Anne-Lise Marstrand Jørgensen: 
Hildegard
Historisk & biografisk roman. Gyldendal 2009, 397 sider

Begyndte på den på ferien, og havde lige afsluttet Bogtyven, som var helt forrygende - så jeg skulle trække mig selv i gang i de første kapitler. Læser sjældent historiske romaner og biografier, så det er en udfordring til mig selv, men heldigvis er Marstrand Jørgensens sprog så godt, at jeg bliver trukket med, selvom historien ikke fanger mig pt.

Haruki Murakami: 
Fødselsdagshistorier
Antologi. Klim 2013, 218 sider

Murakami indleder antologien med at fortælle om sin egen fødselsdag, og hvorfor han har valgt at samle disse korte historier om fødselsdage af diverse forfattere. Det fortæller han på en meget uhøjtidelig måde, og jeg elsker hans ydmyghed og kærlighed til litteratur. Han formidler historierne virkelig godt, og det føles som noget særligt at læse noget, den store Murakami på en personlig måde har anbefalet. Jeg har læst to indtil videre og er kommet mig over skuffelsen over at det var en antologi og ikke en ny roman han har udgivet.


Leth & Sabroe: 
Det er derfor de knepper så meget i dette land
Mailkorrespondance. Politiken 2009, 332 sider

En ven fortalte meget levende om den her, som ikke har sagt mig noget tidligere - udover at jeg selvfølgelig elsker titlen. Jeg har prøvet at læse Sabroe, men syntes han var for kedelig - det er han så ikke, når han skriver mails til Jørgen Leth... Det er en underholdende bog, og jeg nyder at lære de to begavede mænd at kende, og læse om deres syn på Livet og Kærligheden.

Dan Brown: 
Inferno
Thriller. Hr Ferdinand 2013. 494 sider

Troede jeg ville sluge den i løbet af kort tid, som jeg har gjort med de andre Langdon-bøger; men det bliver kun til en snas hist og pist, når jeg trænger til lidt action og Firenze-stemning. Den er jo letlæselig, og nem at komme ind i igen selvom der går et par dage imellem. 


John Cleland: 
Fanny Hill
Erotisk roman. Rosenkilde & Bahnhof 2012 [opr. 1748], 262 sider

Blev nysgerrig da jeg hørte en radioudsendelse, hvor Lotte Garbers fortæller om den, og hvor der bliver læst op med underlægningsmusik af Bent Fabric. Jeg elsker det flotte plys-omslag, og sproget er overraskende moderne og letlæseligt. Er ikke kommet så langt endnu, men den skal læses færdig.



Links fører til anmeldelser på Litteratursiden.dk og Politiken

2 kommentarer:

Rikke'M sagde ...

Åh, jeg kan virkelig slet ikke læse så mange bøger på en gang; jeg kan nemlig slet ikke holde styr på det.


Men jeg glæder mig enormt til at høre din mening om 'Fødselsdagshistorier', som jeg også selv har læst (og nydt) for nylig. Jeg synes virkelig den er interessant, og novellerne er velvalgte.

KarmaKowgirl sagde ...

Det er også kun fordi det er forskellige bøger det går, og det er ikke optimalt - og gir lidt læsestress ;)

Fedt du har nydt Fødselsdagshistorier. Er du også Murakami-fan?