Empire Falls /Richard Russo
Roman. Klim. 2010. 549 sider.

Jeg skulle lige små hundrede sider ind i bogen, men så tog det også fat. Personerne var levende og interessante, og der skete hele tiden små ting i handlingen der pirrede min nysgerrighed. Slutningen var uventet og gåsehudsfremkaldende.
Richard Russos skrivestil var nogle gange lidt for knudret til min smag, og mange af sætningerne skulle jeg lige læse højt pga længde og mangel på tegnsætning. Men det er småting fordi hans beskrivelser af følelser og miljø er lige i øjet, og han forstår virkelig at fortælle en god historie - med morale.
For mig var det lidt som at læse Stephen King (uden gys og monsteredderkopper): En stor oplevelse!
______________________________________________________________________
Roman. Samleren. 2012. 193 sider.

"Det ser ”Sort” ud. Sannes far ligger for døden. Sannes studie går trægt. Sanne skider på sundhed og skriver sure læserbreve. Sygdomsroman med doku-touch."
Det er spændende at få et indblik i en verden der er så fremmed for mig, og forfatterens sprog er tilpas sarkastisk og let, så selv de mest ulækre, udpenslede detaljer er udholdelige at læse.
Jeg læste bogen hurtigt, og det var som at have spiste en pose ostepops på én gang. Det er fedt, men bagefter sidder man tilbage med lidt kvalme.
_______________________________________________________________________
[intet nummer] /Irene Pedersen
Krimi. Gyldendal. 2012. 272 sider
Spottede den her på hylden og blev først nysgerrig fordi jeg aldrig har hørt om Irene Pedersen før. Så læste jeg bagsiden og tænkte, 'stalker i Brønshøj' - interessant.
Jeg blev ikke skuffet. Miljøet, personerne og det meste af plottet er realistisk og møg-spændende. Hun skaber en virkelig uhyggelig stemning og beskriver på den måde hvordan det påvirker et menneske at blive forfulgt, holdt øje med...
Sander, Johanne og sønnen Emil lever det ideelle familieliv. De er begge lærere og bor i et dejligt kvarter. Pludselig begynder Emil at få mareridt og hævder, at der er monstre i haven. Der begynder at ske mærkelige ting, og langsomt går det op for familien, at de bliver overvåget. Nogen holder øje med dem i mørket. (Fra Litteratursiden.dk)
__________________________________________________________________________________________________________________
Drengen der slog ihjel /Simon Lelic
Krimi. Punktum. 2012. 279 sider
Bogen om Kevin sidder stadig i mig, så da jeg læste om den her nye krimi fra Punktum, blev jeg nysgerrig:
"En lille engelsk by chokeres da det bliver afsløret, at den tolvårige dreng Daniel Blake har brutalt myrdet sin skolekammerat Felicity Forbes."
Jeg kunne godt lide, at fortælleren var forsvareren til den tolvårige dreng. Det dér juridiske og moralske twist, og temaet 'kan børn være onde?' var også faktorer til, at den her bog havde jeg høje forventninger til.
De blev desværre ikke indfriet. Jeg læste hele bogen, men jeg savnede hele tiden uddybninger af personernes følelser, mere spænding osv. Øv. Skuffet. Der var lagt op til noget der kunne have været meget bedre.